Gå til hovedindholdet

Årets oplevelse: sådan fungerer undervisningsmaterialet

Årets nye materiale kan bestilles nu og bliver leveret 1. oktober. Da er bøgerne skrevet, trykt og klar. Og da åbner vi for hele resten af materialet på hjemmesiden. Læs her om alt det, I kommer til at lære og opleve med dette års land – og om den didaktiske og pædagogiske idé bag.

Årets undervisningsmateriale tager dig og dine elever med på en spændende og lærerig rejse til det østafrikanske land Kenya. Gennem bøger, film, billeder, faglige og kreative opgaver, madlavning, leg og bevægelse lærer I Kenyas kultur, natur og historie at kende.

Hvis du har bestilt et eller flere trykte klassesæt, vil de blive leveret til dig i dagene omkring den 1. oktober. Samtidig åbner vi for alt indholdet på hjemmesiden. Og her forbliver det fuldt brugbart og tilgængeligt i årevis fremover.

Læs mere nedenfor om årets land og grundideen bag materialet. I menupunkterne her på siden kan du læse mere om opgaverne og mulighederne i årets materiale, om årets land – og om inspirationskurser og gratis online-events om Kenya med Folkekirkens Nødhjælp.

Velkommen til Kenya

Kenya er måske det land i Afrika syd for Sahara, som flest danskere har et særligt forhold til. Mange har prøvet at være turister i Kenya og har måske oplevet landets fantastiske dyreliv på nærmeste hold. Mange har også læst Karen Blixens berømte roman ’Min afrikanske farm’ eller set filmatiseringen af den.

I årets materiale er der selvfølgelig masser af indhold om dyrelivet og om Karen Blixen, men Kenya er andet og mere end det. Med U-landskalenderens materiale får I et indblik i nogle af de spændende sider af det store land: Kenyas mange folk, natur, geografi og historie.

Først og fremmest kommer I med til det nordvestlige Turkana. Her kommer I tæt på nomadernes liv og gamle traditioner på de tørre og barske stepper. På grund af hyppigere perioder med tørke har mange opgivet nomadelivet og har i stedet slået sig ned som fiskere ved den store Turkana-sø. Det er Turkanas børn, som materialet har særligt fokus på i år.

I kommer også med til de frodige områder i de lave Nakurubjerge i det centrale Kenya. Her dyrkes blandt andet te, avocado, passionsfrugt, bønner og meget andet. Endelig skal I besøge Kenyas store hovedstad Nairobi og med ud og besøge børnene i den store Kibera-slum. For selvom Kenya har gjort store fremskridt, lever over en tredjedel af befolkningen stadig i ekstrem fattigdom.

Grundideen: Engagement og høj faglighed

Grundideen bag materialet er, at eleverne får globalt udsyn og samtidig arbejder med en hel række faglige kernemål – i et enkelt fag som f.eks. Dansk eller N/T eller tværfagligt i en hel række fag. Som fagperiode eller som en eller flere hele emneuger. Det hele er opdelt i fagmoduler, der er lige til at bruge.

Samtidig er det gjort sjovt og engagerende:

Eleverne mærker glæden ved at fordybe sig i et spændende og varieret tema – og ved at arbejde på mange forskellige måder. Meldingen fra mange hundrede skoler er, at eleverne går op i det med liv og sjæl, og at de hvert år glæder sig til årets nye tema!

For eleverne bliver det et kulturmøde, hvor de også møder sig selv. De får et farverigt indblik i børneliv og naturfænomener i et fremmed land – og de reflekterer over deres egen hverdag i et nyt perspektiv. Mange af dem vil også støde på årets tema i DR’s udsendelser, på pap-julekalenderen eller i andre aktiviteter omkring U-landskalenderen.

Materialet er udviklet med fagkonsulenter. Det dækker mange fag og niveauer og er nemt at bruge og tilpasse til klassens behov. Ved at se på materialet fra 2020 får du en idé om, hvordan det nye for 2021 vil fungere.

Didaktisk og pædagogisk tilgang

Både elevernes faglige færdigheder og deres kreativitet sættes i spil med varierede opgavetyper. Bl.a. litteraturfaglige opgaver, naturfaglige eksperimenter, kreative aktiviteter, lege – og arbejde med hjemmesidens web-værktøjer. Her kan eleverne lave flotte fotohistorier – eller deres egen interaktive lågekalender om Kenya, som de for eksempel kan sende til forældrene.

Der er en klar rød tråd gennem materialet: Eleverne bruger hele tiden aktivt den viden, de får undervejs fra fortællinger, film, billedserier, faktastof og opgaver. Alt er samstemt, og de får altid præcis det for hånden, de skal bruge lige nu. Det gør det nemt og overskueligt at arbejde med.

Arbejdsformen motiverer eleverne til at reflektere, stille spørgsmål og formidle stoffet. De kommer til at arbejde bredt med Det 21. århundredes kompetencer – i scenariebaserede og fagligt stilladserende processer.

Klassetrin og fag

Materialet er rettet mod 1.-5. klasse – og primært til Dansk, Natur/teknologi og Billedkunst. Men der er også fagopgaver til Matematik, Håndværk og design, Madkundskab og Musik. Samtidig arbejder eleverne fagligt med bevægelse og med IT-produktion i skræddersyede værktøjer.

Danidas materiale er både egnet til en kortere eller længere periode i et enkelt fag eller flere fag sammen. Eller til helt tværfaglige temauger.

Der er niveau-differentiering i de fleste aktiviteter. Derfor bruger stadig flere lærere også materialet i 0. klasse og 6. klasse. Mange lærere har også gode erfaringer med at bruge det i specialklasser. Se mere nedenfor.

Professor Jeppe Bundsgaard:

"Dette undervisningsmateriale er et godt eksempel på, hvordan inddragelse af et opgave-univers på computeren kan give eleverne en mere indlevende oplevelse og samtidig støtte fagligt relevante aktiviteter. Eleverne kommer i kraft af elevbogens levende og gennemillustrerede fortælling og dens faktuelle tekster med helt ud i en meget anderledes hverdag og får lejlighed til at opleve, at ikke alle børn lever et liv som de selv. De tilknyttede forløb støtter læreren og eleverne i at arbejde fagligt kvalificeret med de berørte emner. Forløbene er tilrettelagt efter inspiration fra Teaching-Learning Cycle og inquery based science education, således at børnene skiftevis arbejder analytisk og produktivt og herigennem udvikler et fagsprog til at tale om det, de arbejder med i materialet."

Også godt til specialelever på mellemtrinnet og tosprogede

Mange lærere bruger også materialet til specialelever på mellemtrinnet. Desuden fortæller nogle lærere om, at tosprogede elever bliver motiverede af, at der er elementer i historierne og materialet, som ligner ting, de har hørt om eller oplevet i familiens oprindelsesland.

  • ”Som specialskole er dette materiale en guldgrube. Vi har været utroligt glade for at bruge det, og efter to ugers arbejde havde vi fremlæggelser på en skolelørdag for forældre – alle elever viste fotobøger på Smartboard via deres iPads, og det var utroligt vigtigt for os.”
  • ”Tak for et meget rigt og gennemarbejdet materiale. Jeg arbejder på en specialskole, og især de mange film og billeder understøttede rigtig godt læsearbejdet med bogen.”
  • ”Jeg har gennem flere år arbejdet med materialet i vores specialklasserække. Eleverne er glade for det. De har generelle indlæringsvanskeligheder, hvor nogle hverken kan læse eller skrive. Her er materialet helt fantastisk.”
  • ”Undervisningsmaterialet er fortrinligt til specialklasser - de får en masse viden om et andet land og kan identificere sig med børnene og sammenligne med deres egen hverdag.”
  • ”Jeg har brugt materialet i en specialklasse. Her har filmenes høje klasse samt elevbogens flotte design med en spændende historie propfyldt med viden været af afgørende betydning for elevernes udbytte.”
  • ”Godt til mellemtrins-specialelever – de får en masse ud af materialets opbygning. Også det elektroniske materiale er godt. Det har de også brugt i fritiden hjemme.”

Fagoplysninger

Klassetrin: 1.-5. klasse

Fag: Dansk, Natur/teknologi, Kristendomskundskab og praktisk-kreative fag.

Periode: Kortere eller længere fagforløb. Eller en eller flere emneuger. Forløbene kan nemt skaleres.

Opgaver: Varierede opgaver med læringsmål. Også eksperimenter, bevægelse og læsetræning.

Læs om elevbogen

Årets sang med musikvideo og leg

’Her bor jeg’ – på en ny måde: Lotte Kærså har sagt ja til at lade Folkekirkens Nødhjælp genindspille hendes skønt jazzede børnehit fra 80’erne med en kendt, dansk sanger.

Sangen handler om at være nysgerrig på andre børn og se andres måde at leve på. I den nye udgave kommer vi også helt til Kenya. Der bliver også dans og leg til sangen – med inspiration både fra den store verden og fra Lotte Kærså selv, der jo har præget dansk musikpædagogik i årtier.

Det rummer et PDF-klassesæt

  • Elevbogen som PDF
  • Lærervejledningen som PDF
  • Adgang til online-univers
    med web-værktøjer til elevproduktion, iPad-app, lydbøger, læsestøtte, opgaver, lærermaterialer samt en række film.
Del på Facebook