Traditionsrig folkeoplysning til danske børn på TV og i skolen
DR og Danida har samarbejdet om Børnenes U-landskalender i over 50 år. Begge lægger sig hvert år i selen for at skabe et stykke folkeoplysning af høj kvalitet. Den skal vække nysgerrighed og eftertanke – udsyn og læring. Det sker sammen med årets hjælpeorganisation, i 2021 Folkekirkens Nødhjælp.
De fleste danskere har oplevet Børnenes U-landskalender som en fast del af optakten til juletiden helt siden 1962. Sådan er det stadig. Over 100.000 danske børn tager hvert år hul på deres december-morgener ved at åbne dagens låge på U-landskalenderen. Endnu flere ser udsendelserne i TV. Og i 2019 blev undervisningsmaterialet brugt på 950 skoler af cirka 170.000 elever.
U-landskalenderen består af fire dele:
- Den traditionsrige lågekalender i pap, der knytter an til årets tv-julekalender på DR
- En række film om årets land, der udsendes på DR’s børnekanaler.
- Årets undervisningsmateriale med børnebog, web-univers, iPad-app, opgaver og aktiviteter til 1.-5. klasse.
- Årets hjælpeprojekt, der dækkes af overskuddet fra lågekalenderen plus midler fra Danida. I 2021 står Folkekirkens Nødhjælp for projektet.
U-landskalenderen på TV
Børnenes U-landskalender har gennem alle årene været skabt i et tæt samarbejde mellem Danida og DR. For begge er indsatsen lidt af en hjertesag, og derfor bliver der hvert år lagt et stort arbejde i at forny og forbedre U-landskalenderens mange aktiviteter. Det skal være spændende og kvalificeret folkeoplysning om den store verden - i børnehøjde.
DR sender sine TV-hold på rejse i årets land for at finde årets nye historier – gerne med nogle af DR’s mest populære børneværter i front. Resultatet er en række film, der udfolder årets tema som godt børne-TV med stof til eftertanke. Og som ungerne møder på DR’s børnekanaler ind gennem efteråret – og senere hen i genudsendelser.
Alle de film kan skolerne også bruge i klassen ved at vise dem fra Filmbanken i U-landskalenderens lærer-univers på hjemmesiden. Børnene vil desuden møde pap-lågekalenderen mange steder ude i butikkerne og i DR fra oktober.
Tradition på de danske skoler
Børnenes U-landskalender er også blevet en fast tradition på mange hundrede skoler.
- Nyt hvert år: Danida udgiver hvert efterår et nyt, gennemarbejdet undervisningsmateriale om årets land. Med helt nyt indhold, film og opgaver.
- Materialet er ikke i sig selv ”julet”, og det beholder sin aktualitet i årevis frem. Derfor kan du bruge det året rundt. Og genbruge det.
- Samlet tema til flere fag: Materialet retter sig mod flere fag, og der går altid en klar rød tråd gennem det hele, så opgaver, film, fag, bøger og websitets aktiviteter hænger sammen. Et vigtigt centrum er årets bog med skønlitterær fortælling og fakta om årets land. Men opgaverne og websitets aktiviteter kan også sagtens bruges alene.
- Nemt at anvende – og alt, hvad I skal bruge er lige for hånden.
Målet er folkeoplysning af høj kvalitet
Målet er at tilbyde et materiale med en høj faglig og didaktisk kvalitet – som også er en sjov og engagerende oplevelse for eleverne.
Det er samtidig et vigtigt mål, at det ikke ”spilder” faglærernes og børnenes tid.
Derfor skal det på samme tid give solid læring, der følger fagenes undervisningsmål – og give et spændende kig ud til børneliv i en helt anden del af verden. Et liv, man kan lære noget af, fordi det både ligner elevernes eget og er meget anderledes.
Et kulturmøde, hvor de danske børn også møder sig selv.
Børnenes U-landskalenders web-aktiviteter, bøger og undervisningsmaterialer produceres for Danida af:
Fotos og illustrationer
Foto: Sala Lewis, Nairobi
Illustrationer, web: Line Malling-Schmidt
Illustrationer, fabler og Den store plan: Dorte Bengtson
Andre fotos:
- Dyrefotos, Opdag og hotspots: Colourbox
- Elefant-børnehjem, Opdag: Sheldrick Wildlife Trust
- Blomsterfarm, Opdag: Marginpar / Sala Lewis
- Sider om årets projekt og Folkekirkens Nødhjælp: Folkekirkens Nødhjælp
- Det indiske Ocean, Opdag: Lasse Adolphsen